Sider

mandag den 16. september 2013

Prinsesseseng og strikkede strømper...

I sidste indlæg lovede jeg at vise et billede af babysengen, når den blev monteret.


Jeg købte sengen for 13 år siden, da jeg ventede Mads; jeg gav vist 75 kr. på et loppemarked.
Da jeg ventede Michael, den nu nybagte far, købte jeg også en brugt bambusseng; den blev brugt til ham og Anne, hvorefter jeg solgte den til en kollega. Dengang havde jeg absolut ingen planer om flere børn, så jeg så ingen grund til at beholde sengen. Det har jeg virkelig fortrudt mange gange, men heldigvis fandt jeg denne, der er næsten magen til...
Den har nu stået på loftet i 12 år, og det har været sjovt at gøre den klar til Emilie. Egentlig var planen først at hun skulle ligge i kurvevuggen, som Amalie lå i, men forældrene ombestemte sig - måske netop fordi Michael selv havde ligget i en bambusseng og jeg selv ligeså...
Sengen har fået faste sider af pap beklædt med selvklæbende folie, som er nem at rengøre. Stoffet er broderi anglaise fra Kølkær Stof og Hobby
Det var ganske nemt at lave betræk og sider til, da jeg havde gemt betrækket fra da Mads brugte sengen; det var bare at klippe og sy ;)

Mine campinghyggesokker er blevet færdige og et nyt par er på pindene. Jeg har efterhånden strikket så meget babytøj, så nu trænger jeg til bare at koble hjernen lidt fra; det resulterer i strømpestrik... Næ, forresten; det kræver en del koncentration at strikke hæl, som jeg altså ikke er nogen ørn til. Jeg har prøvet flere forskellige udgaver af både timeglashæl og kilehæl, men synes det er noget pangel. Jeg kan slet ikke huske at det var så bøvlet, da jeg for mange år siden strikkede masser af strømper, men det må være fordi jeg har fortrængt det ;)


Strømpefakta:
Str.: 38-39
Garn: Coop strømpegarn, multicolor, 70% uld/30% polyamid
Pinde: Strømpepinde 2½
Forbrug: Samlet 1½ nøgle ud af 2 (mønstergarn)
Vægt: 75 gram

Det næste par strikkes af samme slags garn bortset fra farven, og at det ikke er mønstergarn.


fredag den 16. august 2013

Uglefamilien...

- er færdig og venter på prinsessen...


Nu er der kun en uge til termin, så vi går i en evig spænding.

Uglerne er hæklet af forskellige bomuldsgarnrester fra lageret og efter opskrift fra Hjertegarn. Fyldet er indmaden fra en af de billigste puder fra Jysk; det er lige så billigt som at købe en pose pudefyld eller pladevat.
Min arm er ikke glad for så meget hækleri, så det varer vist noget inden der skal hækles igen. Det har været sjovt at lave uglerne, men meget af arbejdet er noget rigtig pullerværk, da det er så småt. Men men men... Hvad gør man ikke for sine kære...?

Om lidt skal bilen pakkes til en af de sidste weekender i campingvognen. I morgen skal vi besøge nogle venner på en anden campingplads og søndag skal vogn og telt ha' en omgang rengøring, da vi har lånt sommerresidensen ud til nogle venner i næste uge.

Go' weekend...

torsdag den 6. juni 2013

Drengestriber og ugler...

Jeg har efterhånden strikket på drengestriberne ret længe, men der har været trevlet op og strikket om mange gange. Jeg ved ikke hvad det er, der har drillet mig, men lang tid har det taget - og så har det ganske enkelt nok ikke været spændende nok. Eller sagt på en anden måde: jeg er blevet fristet af andre mere spændende ting alt for tit, så det er blevet skubbet til side.


Trøjen er til en dreng på snart fire år; den er nok lidt stor, men så må han vokse til... ;o)
Lillesøsteren skal ha' en uglebluse, som vises nedenunder...

Fakta:
Opskrift: Fra Hendes Verden nr 25/2010; jeg har dog ændret en del i den.
Garn: Red Heart fra Coop, rester fra lageret
Vægt: 168 gram
Pinde: 2½ og 3

Ugleblusen er hurtig at strikke, men jeg er nu ikke særligt glad for at strikke snoninger. De små snoninger som danner uglemønstret kan lige gå an, men det er ikke lige min stærke side. Og så alle de øjne, der skal syes på...!


Fakta:
Str. 6-9 mdr
Opskrift fra Hendes Verden nr 3/2013
Garn: Red Heart fra Coop
Forbrug: Knap 1½ ngl, 26 små sorte perler
Vægt: 68 gram
Pinde: 2½ og 3


Farven på ugleblusen er ikke helt rigtig; i virkeligheden er den mere blommefarvet.

Go' torsdag ;)

torsdag den 30. maj 2013

Oldemortæppet...

- er endelig færdigt... Det har været undervejs i adskillige år, og jeg tror aldrig jeg laver sådan et igen...
Jeg hader al den montering der er med sådan noget; det har været en prøvelse af de helt store.
Nu hvor det er færdigt, er jeg ganske godt tilfreds med resultatet, men det er blevet smidt i skammekrogen mange gange i årenes løb... Ja, du læste rigtigt; det har taget ÅR at hækle det... Jeg tror at... Nej, jeg ved, at jeg startede på det i 2008... Se, DET er pinligt...!
Nå, men skidtet er færdigt og klar til brug...


Fakta:
Opskrift: Oldemorfirkanter efter egen idé
Garn: Rester fra lageret, bomuldsblanding. Kan ikke huske navnet, men garnet er købt i Brugsen
Hæklenål: nr. 2
Vægt: 412 gram
Mål: 63x84 cm

onsdag den 29. maj 2013

Lidt kongelig har man vel lov at være...

Det hele Kongerige er klar til prinsessen, som forventes at komme til verden sidst i august...


Fakta:
Opskrift: Det hele Kongerige
Garn: Arwetta Classic fra Filcolana, 80% superwash merino/20% nylon
Forbrug: Lige knap 7 ngl.
Pinde: Nr. 4
Vægt: 342 gram

Det hele Kongerige er et skønt stykke strik... Det tog faktisk ikke lang tid at strikke og det var ganske nemt; jeg har blot været bagefter med monteringen, som jeg hader som pesten...
Jeg har undret mig over den måde hvorpå man strikker kanten på, da det virker som om det er vrangen, der vender ud. Men efter at ha' set en del billeder på nettet, har jeg konstateret at man kan strikke den på fra begge sider.

Der er p.t. en livlig diskussion om hvornår det lille vidunder ser dagens lys, da vi i forvejen har en del mærkedage i sidste halvdel af august.
Ældstesønnen, altså barnets far, er overbevist om at det bli'r den 22. august; han har nemlig selv fødselsdag den 22. februar. Og for at holde fast ved tallet 22, har min nevø's datter fødselsdag den 22. april og en af mine niecer den 22. juni, hvor min mormor også havde fødselsdag. Vi har bryllupsdag den 23. august, og tre familiemedlemmer har fødselsdag den 16. Så har vi et par fødselsdage i starten af september, og Amalie rejser til Pragh den 1. september; så spændingen er stor...
Men vi må jo vente og se... ;)

mandag den 21. januar 2013

Krea-update...

 Da jeg sidst i 2012 havde problemer med at lægge billeder ind, fik jeg ikke vist mine færdige ting frem, så det må jeg hellere få indhentet...

En dag under oprydning i huset fandt jeg nogle gamle grammofonplader, og kom til at tænke på at man da vist ku' lave skåle af dem... Der er jo for mit vedkommende ikke altid langt fra tanke til handling, så ovnen blev tændt og diverse skåle i passende størrelse fundet frem - og vupti... To helt unikke skåle står nu og pynter på sofabordet... ;)



Da vi skulle til julefrokost med husbondens arbejde, manglede jeg nogle lidt festlige men samtidige rustikke smykker. På nettet bestilte jeg nogle shellperler, lædersnøre osv., og hurtigt blev der produceret et dejligt smykkesæt. Kæden kan bruges både som kort og lang kæde, og der kan med en karabinlås hægtes diverse andre små vedhæng på.




Ponchoen, som jeg startede på da vi var på ferie, er også for længst færdig. Den har fået hjemmelavede pynteknapper, som, så vidt jeg husker, er skåret af piletræ...


Fakta:
Opskrift: Egen - efter idé fra halsedisse og skuldervarmer fra Coop.
Garn: Lazio, 75% akryl/105 uld/7% mohair/8% alpaca - fra Brugsen
Materialeforbrug: Ca. 9½ nøgle nougat + 3 knapper (håndlavet)
Vægt: 475 gram
Pinde: Rundpind 5 mm

En lille babytrøje og et par små futter er også røget af pindene.


Fakta om trøjen:
Opskrift: Bumbo babytrøje str. 9-12 mdr
Garn: Red Heart Baby fra Brugsen
Materialeforbrug: ca. 2½ nøgle grøn + 6 knapper 
Vægt: 123 gram
Pinde: 2½ og 3 mm

Futterne er strikket af ½ nøgle af samme garn efter en opskrift fra Hendes Verden nr.8/2009

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails